Info
Ditte Gantriis (b. 1980) works within the fields of graphic medias, collage, drawing and painting. As a recurring feature in her practice the imagery alternates between abstract and figurative form, touching on thematics of disrupted narratives and a broader investigation of the act of interpretation. She has among others exhibited in the Koh-i-noor, Gallery Wolfsen, TriBeCa Grand and Back Room in New York.
Text:
En skeløjet buste
Avistekst fra Hostrup Pedersen & Johansen, Art Copenhagen 2011. (in Danish.)
Lad os for et øjeblik forestille os en kogebog. Vi snakker en ægte halvfjerdser mammutkogebog, tung og opsvulmet af mados med afrundede hjørner og et forsidebillede der er visket ned til sine blege sepiatoner. Igennem snart tre årtier har den stået ved siden af komfuret og langsomt blevet svedet og kogt som den mad den har dirigeret til verden. Hvis vi hurtigt skulle bladre den igennem ville flere af siderne falde ud, gulnede og mønstrede af fedtpletter. Billederne ville være af varierende kvalitet, alt afhængigt af opskrifternes popularitet. Nogle ville have æselører eller notater fra en klodset, blå kuglepen kradset ind i marginen. Andre ville gemme sig indeni som små uelskede tidsrejsende -farverige opstillinger af bøf lindstrøm med mos og sovs, kærnemælksfromage og pærer i krydderlage- så friske så man næsten kunne tro at året var 1974. Bogen har altså i sin rejse igennem årene forandret sig til et kompliceret objekt, splittet i tid og fortættet af en sanselighed der rækker videre end dens oprindelige design.
Ditte Gantriis arbejder i overfladen. Hun dyrker den: Det nøgne papir; det sorte blæk; tryksværtens opslugende flade; den uldne streg fra billige farvekridt. Man fornemmer en klar holdning til håndværket, i nydelsen ved farvens vandring, at smøre den ud over eller trykke den ned i papiret.
At lade sig hengive til Gantriis´ billedverden betyder en vægtløshed hvori tid og figuration er løsrevet fra kontekst og kun en vag fornemmelse af oprindelse er tilbage. Det eneste sikre holdepunkt er den evige tilstedeværelse af det modernistiske spøgelse som altid synes at titte frem mellem de ensfarvede flader. Dog er det modernistiske billedsprog skåret ned til en sørgelig pastiche på sig selv, på samme måde som den typiske reklame eller komedieserie vil lade den fremstå, ufrivillig komisk i sin egen selvhøjtidelighed. Men i modsætning til sarkastisk parodi behandles den her med kærlig satire og humor. Hun undersøger hvad den gode smag består af og hvordan “ægte” kunst mon bør se ud. For Gantriis betyder det tilsyneladende en stoisk makaroniskulptur og en skeløjet buste af en eller anden typisk mand.
På et par meters afstand ville man måske snydes til at godtage en af Gantriis´ tryk for en af Kandinskys lyriske abstraktioner. Vi træder et par skridt nærmere og ser at det slet ikke er tilfældet. Har diverse konventioner indoktrineret os med en bestemt billedforståelse som vi følger blindt? For vi genkender jo repræsentationen af den klassiske kunst i hendes værker; vi afkoder før vi sanser. Og måske er det netop det hun vil have os til, at se kritisk for så at kunne opleve det faktiske værk på dets egne præmisser.
Selvom Gantriis sjældent laver egentlige kollager, så er selve idéen om kollagen tydelig. I en tid nærmest formet af sampling og appropriation er det måske ikke længere nødvendigt rent faktisk at hverken sample eller appropriere, men i stedet tage dem for givet som metoder og så arbejde med deres videre implikationer. Hun lader nemlig ikke til at være lige så interesseret i kollagens formelle karakter som i dens betydning. Den klassiske kollage har en tydelig tidslig dimension i sig, da hver del er taget fra hver sin kontekst og betydning. Gantriis dykker ned i netop dette aspekt. Hendes billeder indeholder dels tydelige referencer til specifikke tidsepoker og desuden en klar forskel i den tid hun har lagt i hvert område på samme flade, om der så er tale om opake farvefelter, omhyggeligt tegnede figurationer eller sløsede skitser. Hun glatter altså kollagen ud gør det i stedet til en repræsentation på en kollage end faktisk kollage.
I Gantriis´ nyere værker har hun forenklet det grafiske udtryk ned til kun det mest nødvendige. Samtidigt er der begyndt at dukke små udpluk af, hvad der kunne ligne fundne tekster op. Under en simpel, abstrakt figur vil der for eksempel hænge en sætning som “Never again would he call her Slavewhore”. Den tørre abstraktion og den evokative tekst gnubber sig op ad hinanden på en nærmest syndig måde og vi bliver nødt til at tage stilling til det faktiske forhold imellem de to. Vi havner i en konflikt imellem hvordan vi oplever billedet og hvad teksten vækker i os. Alt vi kan klamre os til er en flygtig sensibilitet. Og det er her at jeg mener at kunsten virkelig ånder og folder sig ud; når den rækker ud over både sprog og materialitet for at vende tilbage som en privat oplevelse.
I øvrigt så har min mor smidt den gamle kogebog ud. Min bror gav hende et genoptryk af den i fødselsdagsgave sidste år. Når jeg nu sidder her og skriver føler jeg et lille stik af jalousi over at den sådan uden videre er blevet erstattet af en ny og yngre model. Den var trods alt et fast rekvisit i min barndoms baggrundskulisse. Om vi nu er bevidste om dem eller ej, så bærer vi på forskellige billeder gennem livet, både som privatpersoner og som kulturer. Det er dette dobbelte forhold, jeg mener ligger som en stille understrøm i Gantriis´ værker, nemlig at bestride identiteten som både individuelt subjekt og kulturel forbruger og hvor disse to lapper ind over hinanden.
––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Visual Confetti by Olga Nowotny
The writer Michael Newman describes drawing as a medium characterized by removal and departure, ”Drawing, with each stroke, re-enacts desire and loss. Its peculiar mode of being lies between the withdrawal of the trace in the mark and the presence of the idea it prefigures”.
In A Note on Cravings the female body stands on the borderline between resolution and reconfiguration. The blank space of the paper unfolds as white surfaces for the beholders projections. The torso is left without a head. Legs wander of alone in high heels and an open mouth accompanies a hand with a pair of painted nails. A black triangle and a red dot trigger connotations of a raspberry coloured nipple and a dark crotch together with a pair of grasping hands. The fragmented pieces create a coherent unit in an imaginary silhouette. In other parts of the series the different units depart from circulating around a unifying figure to expand into independent parts of visual riddles. The triangle reappears – now accompanied with other geometric forms echoing the grammar of the suprematist movement, some solid coloured in the pallet of Johannes Ittens primary colour wheel, with the blue, red and yellow signifying colours of the Bauhaus movement. Even the line is in a stage of emergence or resolution, fragmentary thin or floating as solid paths of ink, mapping the paper. Some of the figures echo a more commercial language from the 1950s and 60s as with a pair of thick painted eyes placed upside-down and framed in a rectangle that share its dimensions with the billboard or the film screen. Or when a thin line rises from the shoe shank of a stiletto to become a seam in a twisted silk stocking. Animals also continue to reappear as in the repeated image of two copulating dogs or in the form of a small white cat with a red tongue. This visual landscape seems at first glance to invite readings centered around sexual desire with the fetishizing close-ups of the fragmented body parts and the controlled lines echoing constructivism, but I see this as a secondary story and that the real desire lies elsewhere.
Gantriis’ images create a rich layered fabric based on its intertextuality as a pond of images where figures rise to the surface only to sink again and circulating around a collective memory of imagery rather than unfolding a personal narrative. It is pointing towards the idea that identity is created through what Fredric Jameson refers to as a pastiche in relation to already existing visual imagery, hereby confronting the beholders search for a coherent storyline in the fragmented landscape of images. The black dog that penetrates its partner resonates a tradition of allegorical animal tales only to transform in a process of repetition and cropping leaving the back parts of the bodies merged in a graphic pattern.
There is no steady symbolism or reading implied in the figures as Gantriis effectively uses the collage technique to recontextualize the different components in her work. Both the time and the storyline are broken and from the debris raise a series of strong images. The desire lies in the visual exploring of a multitude of form languages thereby creating her own vocabulary. No shape its left alone. The clean cut geometric designs are turned and repositioned in different settings, from a balloon to a crotch to mimicking the shape of the stiletto and back again The forms and figures seem to transform into visual exclamation marks as the line caresses the shape of the figures. Gantriis explores the last century’s obsession with the visual image through her personal cravings for the media and the very ink itself.
She leaves an exquisite trace of desire behind.
Text:
En skeløjet buste
Avistekst fra Hostrup Pedersen & Johansen, Art Copenhagen 2011. (in Danish.)
Lad os for et øjeblik forestille os en kogebog. Vi snakker en ægte halvfjerdser mammutkogebog, tung og opsvulmet af mados med afrundede hjørner og et forsidebillede der er visket ned til sine blege sepiatoner. Igennem snart tre årtier har den stået ved siden af komfuret og langsomt blevet svedet og kogt som den mad den har dirigeret til verden. Hvis vi hurtigt skulle bladre den igennem ville flere af siderne falde ud, gulnede og mønstrede af fedtpletter. Billederne ville være af varierende kvalitet, alt afhængigt af opskrifternes popularitet. Nogle ville have æselører eller notater fra en klodset, blå kuglepen kradset ind i marginen. Andre ville gemme sig indeni som små uelskede tidsrejsende -farverige opstillinger af bøf lindstrøm med mos og sovs, kærnemælksfromage og pærer i krydderlage- så friske så man næsten kunne tro at året var 1974. Bogen har altså i sin rejse igennem årene forandret sig til et kompliceret objekt, splittet i tid og fortættet af en sanselighed der rækker videre end dens oprindelige design.
Ditte Gantriis arbejder i overfladen. Hun dyrker den: Det nøgne papir; det sorte blæk; tryksværtens opslugende flade; den uldne streg fra billige farvekridt. Man fornemmer en klar holdning til håndværket, i nydelsen ved farvens vandring, at smøre den ud over eller trykke den ned i papiret.
At lade sig hengive til Gantriis´ billedverden betyder en vægtløshed hvori tid og figuration er løsrevet fra kontekst og kun en vag fornemmelse af oprindelse er tilbage. Det eneste sikre holdepunkt er den evige tilstedeværelse af det modernistiske spøgelse som altid synes at titte frem mellem de ensfarvede flader. Dog er det modernistiske billedsprog skåret ned til en sørgelig pastiche på sig selv, på samme måde som den typiske reklame eller komedieserie vil lade den fremstå, ufrivillig komisk i sin egen selvhøjtidelighed. Men i modsætning til sarkastisk parodi behandles den her med kærlig satire og humor. Hun undersøger hvad den gode smag består af og hvordan “ægte” kunst mon bør se ud. For Gantriis betyder det tilsyneladende en stoisk makaroniskulptur og en skeløjet buste af en eller anden typisk mand.
På et par meters afstand ville man måske snydes til at godtage en af Gantriis´ tryk for en af Kandinskys lyriske abstraktioner. Vi træder et par skridt nærmere og ser at det slet ikke er tilfældet. Har diverse konventioner indoktrineret os med en bestemt billedforståelse som vi følger blindt? For vi genkender jo repræsentationen af den klassiske kunst i hendes værker; vi afkoder før vi sanser. Og måske er det netop det hun vil have os til, at se kritisk for så at kunne opleve det faktiske værk på dets egne præmisser.
Selvom Gantriis sjældent laver egentlige kollager, så er selve idéen om kollagen tydelig. I en tid nærmest formet af sampling og appropriation er det måske ikke længere nødvendigt rent faktisk at hverken sample eller appropriere, men i stedet tage dem for givet som metoder og så arbejde med deres videre implikationer. Hun lader nemlig ikke til at være lige så interesseret i kollagens formelle karakter som i dens betydning. Den klassiske kollage har en tydelig tidslig dimension i sig, da hver del er taget fra hver sin kontekst og betydning. Gantriis dykker ned i netop dette aspekt. Hendes billeder indeholder dels tydelige referencer til specifikke tidsepoker og desuden en klar forskel i den tid hun har lagt i hvert område på samme flade, om der så er tale om opake farvefelter, omhyggeligt tegnede figurationer eller sløsede skitser. Hun glatter altså kollagen ud gør det i stedet til en repræsentation på en kollage end faktisk kollage.
I Gantriis´ nyere værker har hun forenklet det grafiske udtryk ned til kun det mest nødvendige. Samtidigt er der begyndt at dukke små udpluk af, hvad der kunne ligne fundne tekster op. Under en simpel, abstrakt figur vil der for eksempel hænge en sætning som “Never again would he call her Slavewhore”. Den tørre abstraktion og den evokative tekst gnubber sig op ad hinanden på en nærmest syndig måde og vi bliver nødt til at tage stilling til det faktiske forhold imellem de to. Vi havner i en konflikt imellem hvordan vi oplever billedet og hvad teksten vækker i os. Alt vi kan klamre os til er en flygtig sensibilitet. Og det er her at jeg mener at kunsten virkelig ånder og folder sig ud; når den rækker ud over både sprog og materialitet for at vende tilbage som en privat oplevelse.
I øvrigt så har min mor smidt den gamle kogebog ud. Min bror gav hende et genoptryk af den i fødselsdagsgave sidste år. Når jeg nu sidder her og skriver føler jeg et lille stik af jalousi over at den sådan uden videre er blevet erstattet af en ny og yngre model. Den var trods alt et fast rekvisit i min barndoms baggrundskulisse. Om vi nu er bevidste om dem eller ej, så bærer vi på forskellige billeder gennem livet, både som privatpersoner og som kulturer. Det er dette dobbelte forhold, jeg mener ligger som en stille understrøm i Gantriis´ værker, nemlig at bestride identiteten som både individuelt subjekt og kulturel forbruger og hvor disse to lapper ind over hinanden.
––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Visual Confetti by Olga Nowotny
The writer Michael Newman describes drawing as a medium characterized by removal and departure, ”Drawing, with each stroke, re-enacts desire and loss. Its peculiar mode of being lies between the withdrawal of the trace in the mark and the presence of the idea it prefigures”.
In A Note on Cravings the female body stands on the borderline between resolution and reconfiguration. The blank space of the paper unfolds as white surfaces for the beholders projections. The torso is left without a head. Legs wander of alone in high heels and an open mouth accompanies a hand with a pair of painted nails. A black triangle and a red dot trigger connotations of a raspberry coloured nipple and a dark crotch together with a pair of grasping hands. The fragmented pieces create a coherent unit in an imaginary silhouette. In other parts of the series the different units depart from circulating around a unifying figure to expand into independent parts of visual riddles. The triangle reappears – now accompanied with other geometric forms echoing the grammar of the suprematist movement, some solid coloured in the pallet of Johannes Ittens primary colour wheel, with the blue, red and yellow signifying colours of the Bauhaus movement. Even the line is in a stage of emergence or resolution, fragmentary thin or floating as solid paths of ink, mapping the paper. Some of the figures echo a more commercial language from the 1950s and 60s as with a pair of thick painted eyes placed upside-down and framed in a rectangle that share its dimensions with the billboard or the film screen. Or when a thin line rises from the shoe shank of a stiletto to become a seam in a twisted silk stocking. Animals also continue to reappear as in the repeated image of two copulating dogs or in the form of a small white cat with a red tongue. This visual landscape seems at first glance to invite readings centered around sexual desire with the fetishizing close-ups of the fragmented body parts and the controlled lines echoing constructivism, but I see this as a secondary story and that the real desire lies elsewhere.
Gantriis’ images create a rich layered fabric based on its intertextuality as a pond of images where figures rise to the surface only to sink again and circulating around a collective memory of imagery rather than unfolding a personal narrative. It is pointing towards the idea that identity is created through what Fredric Jameson refers to as a pastiche in relation to already existing visual imagery, hereby confronting the beholders search for a coherent storyline in the fragmented landscape of images. The black dog that penetrates its partner resonates a tradition of allegorical animal tales only to transform in a process of repetition and cropping leaving the back parts of the bodies merged in a graphic pattern.
There is no steady symbolism or reading implied in the figures as Gantriis effectively uses the collage technique to recontextualize the different components in her work. Both the time and the storyline are broken and from the debris raise a series of strong images. The desire lies in the visual exploring of a multitude of form languages thereby creating her own vocabulary. No shape its left alone. The clean cut geometric designs are turned and repositioned in different settings, from a balloon to a crotch to mimicking the shape of the stiletto and back again The forms and figures seem to transform into visual exclamation marks as the line caresses the shape of the figures. Gantriis explores the last century’s obsession with the visual image through her personal cravings for the media and the very ink itself.
She leaves an exquisite trace of desire behind.